Pensionskasse sortlister virksomhed | Nyheder | DR

DR.DK

PFA Pension afhænder nu sine aktier i tyske HeidelbergCement, som udvinder cement på Vestbredden.

Bilde fra pfk.dk

Bilde fra pfk.dk

Landets største pensionsselskab, PFA Pension, bøjer sig for pres fra NGO'er og sortlister nu tyske HeidelbergCement. Det skyldes, at virksomheden udvinder råstoffer i palæstinensiske områder under ulovlig israelsk besættelse. Det skriver Dagbladet Information.

PFA Pension afhænder nu sine aktier i tyske HeidelbergCement og sortlister virksomheden, som udvinder cement på Vestbredden, der ifølge international ret er under ulovlig israelsk besættelse.

- PFA ønsker ikke at bidrage til ulovlige aktiviteter omkring besættelse af Vestbredden, skriver pensionsselskabet på sin hjemmeside.

Krænkelse af basale menneskerettigheder

Initiativet kommer efter, at Mellemfolkeligt Samvirke (MS) og en række andre NGO'er gennem længere tid har arbejdet for at få PFA til at opgive sin ejerandel i HeidelbergCement.

Det er nemlig ifølge NGO'erne ikke alene i direkte strid med international ret at drive forretning på besat territorium. Det er også en krænkelse af basale menneskerettigheder, når palæstinensiske bønder tvangsforflyttes uden samtykke og uden passende kompensation, mener de.

- Det er positivt, at PFA nu tager konsekvensen og ekskluderer HeidelbergCement efter en frugtesløs dialog, der har stået på, mens HeidelbergCement i årevis har set stort på palæstinensernes rettigheder og affejet internationale investorer og NGO’ers opfordring til at trække sig ud,« siger Troels Børrild, der er politisk rådgiver i MS, til Information.

Han henviser til, at PFA længe har henholdt sig til, at HeidelbergCements aktiviteter på Vestbredden er lovlige under israelsk lov. Men den forklaring bunder ifølge Troels Børrild i en misforståelse:

»Det er uklart, om Heidelbergs ressourceudvinding er i tråd med israelsk lov, men det er helt oplagt i direkte strid med international ret og normer, som trumfer national lov. Det er ikke bare uetisk, men totalt ulovligt.«